Luk

Resultater i opskrifter

{{model.result.recipesShowingXOfYText}} Vis alle

Resultater i artikler

{{model.result.contentShowingXOfYText}} Vis alle

Resultater i artikler

Vin fra Italien

Alt om de italienske vine

Italien

Vinen fra den italienske støvle er ikke bare noget, man sætter på en rødternet dug og skyller spaghetti ned med. Italien har glimrende vine – og ofte vine til priser, der er til at komme i nærheden af.

Igennem de sidste 20-25 år har italiensk vin haft en enestående fremgang med unge og veluddannede vinfolk, ny teknik og en række vingårde og -firmaer, der har givet kvaliteten et markant løft.

Hver eneste af Italiens tyve regioner byder på vinøse oplevelser. Gå blot selv på opdagelse i områderne.

Gå på opdagelse i udvalgte italienske distrikter herunder. 

Piemonte

Her er vi i bjergene og bakkerne med Alpernes sneklædte tinder som baggrund. Navnet på regionen Piemonte betyder direkte ”ved foden af bjergene”.

Fra Piemonte kommer nogle af Italiens bedste vine, men man leder forgæves efter regionens navn på etiketterne. I stedet står der distriktsnavne som Barolo, Barbaresco, Roero og Langhe eller druenavne som Barbera eller Dolcetto. I alt er der 54 DOC-appellationer, heraf otte DOCG med Barolo og Barbaresco i førertrøjerne.

Netop Barolo og Barbaresco laves på den lokale drue Nebbiolo, der er en af verdens bedste. Der er lidt ”tåge” omkring dens navn. Nebbia betyder tåge på italiensk, og nogle påstår, at druen har fået sit navn, fordi tågen ofte hænger lavt over markerne. Andre mener, at gærsvampene, der ligger som rim på druerne, er ophav til det tågede navn.

Det er imidlertid et faktum, at tågen om efteråret ofte sænker sig over Piemontes marker og skærmer druerne mod frost, og det betyder, at man kan lade dem hænge længere og sluge sol om dagen – længere end det ellers ville være muligt.

Ud over de fortræffelige rødvine har Piemonte også en stor produktion af søde og perlende vine på druen Moscato.

Veneto og Friuli

I det stærkt bevægede landskab inde bag Venedig laves der en masse vin i 27 forskellige DOC-appellationer, heraf fire DOCG. Især tre distrikter nord for byen Verona har markeret sig, nemlig Soave, Valpolicella og Bardolino.

Fra Soave kommer hvidvinen, som Dante kaldte ”den milde drik, jeg aldrig kan få nok af”. Som regel er det en enkel og billig hverdags-vin, der er let at drikke, men ind imellem finder man også flotte flasker og en halvsød, gylden recioto di soave, lavet på tørrede, rosinagtige druer.

Valpolicella er rødvin på især fire druer: Corvina (den ravnsorte), der giver finesse; Rondinella (den lille svale), der giver duft og styrke; Negrara (den sorte), der giver farve og krop; og Molinara, der giver ”drikkelighed” – det at man får lyst til et glas til. En kraftig Valpolicella-rødvin, lavet på tørrede druer, er den berømte Amarone.

Fra Bardolino kommer der let rød elle rosé, venlig og læskende. Og fra Veneto naboregion, Friuli ind mod Slovenien, kommer der glimrende vine, især hvidvine.

Emilia-Romagna

Dette er et kæmpemæssigt landbrugs-område, som italienerne har døbt la grassa – det fede. Det er Italiens mave. Her ligger byen Parma med sine parmesan-oste og skinker. Her ligger Bologna med sine salami- og mortadella-pølser. Og herfra kommer der vin i stride strømme.

Emilia-Romagna er med næsten en milliard flasker om året en af de helt store leverandører af italiensk vin – de to andre sværvægtere er Apulien (hælen) og Sicilien.

Mange af vinene fra regionen er dog ikke særligt mindeværdige. Først i begyndelsen af 90’erne begyndte nogle ret få producenter at lave vine af virkelig kvalitet.

Den mest kendte vin fra området er lambrusco, der næsten altid er rød, ofte sødlig (amabile) og med en let perle, nogle gange fortræffelig, andre gange lidt uinteressant.

Vinen laves på druen Lambrusco, og det er en vin, der skal drikkes ung og uden nærmere eftertanke. En rigtig festvin. En tør, let, frisk og frugtagtig lambrusco med god syre er en udmærket ledsager til fed mad.

Toscana

Italiens vinøse hjerte. Et romantisk landskab med vidunderlige byer og en region med et kludetæppe af berømte appellationer som Chianti, Brunello di Montalcino, Vino Nobile di Montepulciano, Bolgheri og Morellino di Scansano.

Indtil begyndelsen af 1980’erne var hele området præget af gamle traditioner og metoder. En stor del af vinen blev tappet på den bastomvundne fiasco-flaske, og rigtigt store vine var der ikke tale om.

Da man indførte DOC-reglerne, stadfæstede man de gamle traditioner, så det blev meget svært at rokke ved dem.

Men rokket blev der, og foregangsmanden i denne kamp var marchese Piero Antinori, hvis familie har handlet med vin siden 1385. Sammen med sin onkel lavede han en vin, hvori indgik den forbudte drue Cabernet Sauvignon.

Han lagrede vinen på franske træfade – og solgte den med stor succes. Det blev til flere vine, der overtrådte reglerne. Vinene kunne ikke prale med DOC-appellationen. De var kun bordvine. Men de solgtes til høje priser. Sådan skabtes de såkaldte supertoskanere. I dag er reglerne på mange punkter blevet lempet for at fremme kvaliteten.

Umbrien

Ikke noget stort vindistrikt, men med nogle dejlige vine og et henrivende landskab. Umbrien er ”Italiens grønne hjerte” med blide bakker og gamle byer som Perugia og Assisi, hvor Frans af Assisi vandrede omkring og talte med fuglene.

På vej ad motorvejen mod Rom ser man til højre byen Orvieto, der er bygget på toppen af en næsten lodret klippe, der egentlig er proppen i en gammel vulkan.

Den ligger som en høj kage i midten af en stor flad tallerken af grønne vinmarker, der leverer most til både tørre og søde hvidvine. Nogle af flaskerne er bestemt værd at gå efter.

Andre gode flasker, især med rødvin, kommer fra to små områder omkring byerne Torgiano og Montefalco. I Torgiano afholdes hvert år en stor blindsmagning, hvor alle italienske producenter kan være med.

Vinene smages af en international jury, men samtlige vine er anonyme. Kun hvis en vin får en medalje, bliver navnet offentliggjort. Her er der ingen, som skal være bange for at kappes med de ypperste... 

Abruzzo

Dette er en af Italiens mindre kendte vinregioner. Den ligger ud til Adriaterhavet, et godt stykke nede ad det italienske støvleskaft, og er et bølgende og frodigt landskab med tæpper af olivenlunde, frugtplantager og vinmarker.

I alt er der 22.000 vinproducenter, som tilsammen producerer lige over en halv milliard flasker om året. I de seneste år er kvaliteten øget markant, blandt andet takket være tilskud til ny teknik fra EU, men kun 30% af produktionen går til eksport, blandt andet en hel del til Danmark. Resten drikker italienerne selv.

I Abruzzo dyrkes der flere forskellige druesorter, men to lokale sorter dominerer billedet: Rødvinsdruen Montepulciano d’Abruzzo og hvidvinsdruen Trebbiano.

Navnet Montepulciano kan forvirre, for der findes også en Vino Nobile di Montepulciano – den "noble" vin fra byen Montepulciano oppe i Toscana – men i Abruzzo er det altså navnet på en druesort. Det er meget imidlertid sandsynligt, at navnet stammer fra byen i Toscana. Måske har toskanske uldhandlere bragt det med, da de for flere hundrede år siden kom til Abruzzo for at købe uld.

Apulien, Basilicata og Calabrien

Hælen, svangen og tåen på en italienske støvle. Et kæmpemæssigt område, der hvert år producerer næsten 1,2 milliarder flasker. Det meste vin afskibes som bulkvin, der bliver tappet andre steder og brugt til et give krop til nordligere vine, men der er nu flere og flere vinfolk, som beviser, at der kan laves spændende kvalitets-vine, selv om Solen brænder og regnen holder ferie.

Førertrøjen bæres ubetinget af Apulien, hvor vinmarkernes samlede areal er større end det dyrkede areal i hele Tyskland. Fra den 400 km lange hæl ser vi en hel del vine på druen Primitivo, der ikke er spor primitiv. Navnet indebærer, at druen modner meget tidligt (primo = første).

Men i de tre regioner er der en hel del andre interessante vine, flere af dem lavet på druer som Aglianico, Fiano og Greco, der i oldtiden blev indført af grækerne. Navnet Aglianico er en forvanskning af det latinske Vitis Hellenica, dvs. den græske vinplante. Fiano har sit navn fra det latinske Vitis Apiana, dvs. vinplanten, der tiltrækker bier (apis = bi). Og Greco – ja, det giver sig selv.

Sicilien

70 % af alle de sicilianske vine er hvidvine, men vi ser dem sjældent. Rødvinene er nemlig generelt bedre. Der kommer dog også gode hvidvine fra Sicilien, blandt andet nogle honningduftende vine på druen Moscato og nogle vellavede hvidvine fra vulkanen Etnas skråninger.

Ifølge legenden var det i landsbyen Nasso på Etna, at vinguden Bacchus lavede den første vin, da han tog en drue mellem fingrene og pressede den.

Også til produktionen af den berømte Marsala-vin bruges der hvidvin. Marsala er en by i vestlige ende af øen – den fik sit navn af araberne: Marsh-el-Allah = Allahs havn.

Og vinen blev ”opfundet” i 1773 af købmanden John Woodhouse fra Liverpool, der søgte at efterligne de tre andre store hedvine, madeira, portvin og sherry.

Den sicilianske rødvin laves på flere forskellige druer, i nyere tid sker det mere og mere på franske druer som Cabernet Sauvignon og Merlot. Men den store lokale drue er Nero d’Avola – ”den sorte drue” fra landsbyen Avola i den sydøstlige del af Sicilien. Der kommer nogle virkelig gode rødvine på denne drue, og nogle af dem egner sig til henlæggelse.