Luk

Resultater i opskrifter

{{model.result.recipesShowingXOfYText}} Vis alle

Resultater i artikler

{{model.result.contentShowingXOfYText}} Vis alle

Resultater i artikler

Det forpligter at hedde Irma

Irma har lang tradition for at udvise ansvarlighed, når det gælder f.eks miljø, etik og sundhed

Ansvarlighed

”Det er rigtigt, at vi i Irma handler ansvarsbevidst og gerne går foran i kampen for vores mærkesager: Økologi, sundhed, Fairtrade, dyrevelfærd og frem for alt kvalitet. Men vi gør det ikke kun for vores blå øjnes skyld”, siger Leif Larsen. ”Vi gør det, fordi det er en grundlæggende del af vores lange historie og en vigtig forudsætning for vores succes. Vi gør det, fordi det giver en bedre smag i munden. Og vi gør det, fordi vores kunder forventer det af os og heldigvis belønner os for det.”

Leif Larsen har været varechef i Irma siden 1996 og brænder for sit arbejde. Han er hovedmanden bag Irma Tusindfryd, som er Irmas miljøvenlige serie af produkter til vask, husholdning, rengøring og personlig pleje. I serien indgår i dag et halvt hundrede varer fra sollotion til bagepapir. Alle med det nordiske miljømærke Svanen, der er garanti for, at varen er et miljørigtigt valg inden for sin kategori, og at effektiviteten er i top.

”Vi synes ikke, at det er rimeligt at lade kunderne stå alene med ansvaret. Derfor bruger vi store mængder tid og penge på at udvikle produkter, der både er effektive og hensynsfulde over for miljøet”, siger Leif Larsen. 

I Tusindfryd-serien er parabener forbudte, parfume et fy-ord, og farve findes kun udenpå emballagerne. For at mindske risikoen for allergiske reaktioner, er der brugt så få indholdsstoffer som muligt. Alle vaskeaktive stoffer er vegetabilsk baserede og dermed lette for naturen at nedbryde. ”Irmas kunder er generelt meget miljøbevidste, men kan godt finde noget bedre at bruge tid på end at læse indviklede varedeklarationer på indkøbsturen. Ved konsekvent at gøre alle Tusindfryds varer så enkle, miljøvenlige og effektive som muligt, gør vi det nemt at træffe et godt valg i hverdagen”, siger Leif Larsen.

 

Kvalitet og varesikkerhed

I Irma kan vi altid stå inde for kvaliteten af vores varer. Vi har et nært samarbejde med vores leverandører og vil gerne formidle en tættere kontakt fra jord til bord.

Det er afgørende for Irma, at forbrugerne kan være trygge ved de produkter, de køber i vores butikker. Derfor har fødevaresikkerhed højeste prioritet. Vi stiller krav til de varer, vi forhandler og til kvalitetsstyringen hos vores leverandører. Og vi styrer og vejleder butikkernes produktion - og den egenkontrol butikkerne udfører.

På udvalgte vareområder, og i særdeleshed på egne varemærker, stiller vi mere vidtgående krav, end loven foreskriver.

Hensynet til forbrugernes sundhed og helbred medfører, at vi til enhver tid indkøber de varer, der indebærer den mindste risiko. Og i de tilfælde, hvor naturlige forhold gør, at varerne skal behandles med særlig omhu, oplyser vi forbrugerne om en sikker anvendelse.

Kvalitetssikring

På Irmas egne varer står der, at de er ”kvalitetssikret af Coop Trading”. Det betyder, at vi har stillet særlige vare- og kvalitetskrav til produkterne og garanterer, at de opfyldes. Kun godkendte produkter kan sælges som Irmas egne varer.

Godkendelsen omfatter en bedømmelse af produktet og godkendelse af indhold, sammensætningen af produktet samt test af produktet - bl.a. smagstest.

Leverandører, der producerer varer for Irma, skal også godkendes. Godkendelser omfatter en vurdering af om leverandørens kvalitetsstyringssystem sikrer, at krav ifølge lovgivningen samt Irmas særlige vare- og kvalitetskrav til fødevaresikkerhed, kvalitet, miljø og etik er opfyldt.

”Kvalitetssikret af Coop” betyder også, at mærkningen, der findes på Irmas egne produkter, oftest er mere omfattende, end hvad lovgivningen kræver, f.eks. med hensyn til ingredienser og næringsdeklarationer.

Der udføres kontrol af vores egne varer. Kontrollen udføres stikprøvevis og tilpasses type af produkt, leverandør og om det er lovgivningsmæssige krav til fødevaresikkerhed eller Irmas egne vare- og kvalitetskrav, der ønskes undersøgt. Kontrollen kan blandt andet omfatte analyse af varer og inspektion af leverandøren.

 

Ikke frelste sundhedsfanatikere

”Vi er bevidste om ikke at opfordre til overspisning og madspild. Dermed ikke sagt, at vi er frelste sundhedsfanatikere. Vi har for eksempel ikke det fjerneste imod at friste med Irmas økologiske chokolade i 10 smagsvarianter. Alle så intense i smagen, at man kan nøjes med nogle få stykker. Og så er serien Fairtrade-mærket, hvilket giver en ekstra dimension til smagsoplevelsen. For så ved du, at bønderne, der har dyrket kakaoen, er sikret anstændige handelsbetingelser.”

Irmas ansvarsfulde tiltag er ikke altid lige lønsomme. I 2007 besluttede Irma at fjerne al sukkerholdigt slik fra kasseområderne. ”Det er givet, at vi her går glip af en del omsætning ved ikke at friste til de sukkerrige impulskøb, som kunderne ellers gerne foretager på falderebet. Men omvendt vinder vi meget respekt på den konto”, siger Leif Larsen.

Irmas kunder må i højere grad selv opsøge de søde sager og foretage et aktivt tilvalg frem for at kæmpe mod fristelserne ved kassen. Til gengæld kan de lade sig forkæle med originale snacks som Irmas nøddemix-serie og ekstra lækkert snold, når det så endelig skal være. ”Tag f.eks Irmas økologiske pålægschokolade fra Økoladen med ekstra tykke skiver. Den lyse variant indeholder 44% kakao, hvad der almindeligvis er forbeholdt mørk pålægschokolade, mens den mørke er helt oppe på 70% kakao”, siger Leif Larsen.  

Også andre steder i butikken går Irma nye veje for at frembringe sundere fødevarer og større smagsoplevelser. For nylig dukkede en række kornprodukter fra Livø op, som er baseret på gamle kornsorter, der ikke bare giver et mere smagfuldt produkt, men også ernæringsmæssige fordele. "Det er både sunde, nærende og superlækre produkter. Og det går rent ind hos Irmas kunder”, siger Leif Larsen.

”Vores udgangspunkt er, at Irmas kunder selv kan træffe fornuftige beslutninger, når det gælder kost, husholdning og levevis i det hele taget. Men som toneangivende dagligvareudbyder føler vi et ansvar for at tilbyde nogle valgmuligheder, der bidrager positivt til udviklingen. Det er det ansvar, vi forsøger at leve op til - i valget af varer, leverandører, medarbejdere, butikker, indretning, prissætning, ja i stort set alt, hvad vi gør. Og vi er stolte af, at kunderne honorerer vores holdninger og handlinger”, siger Leif Larsen.