Resultater i opskrifter

{{model.result.recipesShowingXOfYText}} Vis alle

Resultater i artikler

{{model.result.contentShowingXOfYText}} Vis alle

Resultater i artikler

Irma kunstdåser har fået nyt ansigt

De farverige Irma-dåser på hylderne har nogle af samtidskunstens spydspidser dekoreret på ny

Bæredygtige kunstudstilling

Irma bringer kunsten ud til kunderne i tæt samspil med samtidens kunstnere.

På tærsklen til 70'erne ville Irma gerne introducere plasticposer som afløser for de gamle papirsposer. For at gøre det så miljøvenligt som muligt, ville man gerne inspirere kunderne til at gemme poserne og bruge dem efter flere gange. Og samtidig ønskede man at tage betaling for dem. 

Den nye form for pose - og betalingen - skulle accepteres af kunderne, og hvis der blot stod Irma på, var der en risiko for, at de ville afvise det nye tiltag. Det var baggrunden for ideén om at lade kunstnere dekorere poserne. 

Det gav på den ene side plasticposerne en større gemmeværdi, og på den anden side gav det mange - også helt unge - kunstnere et fantastisk "udstillingsvindue" for deres kunst. Siden har Irma plasticposer været en løbende kunstudstilling, der har gjort gadebilledet lidt mere interessant. 

 

Da kunstdåsen kom

De velkendte Irma-dåser holdt deres indtog i de danske køkkener i 1970, hvor Per Arnoldi lagde streg til den første af slagsen. Siden udfoldede en sand perlerække af danske kunstnere deres evner på Irma-dåserne frem til 1991, og i 2010, 40 år efter den første dåse blev lanceret, blev det den generation, der voksede op med de allerførste dåser, som med entusiasme og masser af minder i bagagen tog bolden op.

Irma-dåser

Elmgreen & Dragset, Kirstine Roepstorff, Julie Nord, Tal R og John Kørner – nogle af Danmarks mest interessante og ombejlede kunstnere har taget livtag med de legendariske dåser. Resultatet er vidt forskellige stykker samtidskunst, der hver især illustrerer en masse tanker, referencer og erindringer, som er forbundet med dåserne og forestillingen om Irma som en institution i bevidstheden. Fantasien har fået frit løb – og en 40 år gammel dåse et helt nyt liv.

Siden 1950'erne har Irma haft et ønske om at placere kunsten der, hvor flest muligt kan nyde godt af den. Derfor er vi meget stolte af at præsentere nye stykker hverdagskunst, som måske kan give inspiration til den næste generation af danske kunstnere, sådan som de første kunstdåser har inspireret denne generation. 

Samtidskunst med hverdagsambitioner

Det var samme tanke om at gøre kunsten tilgængelig for alle, som motiverede de fem kunstnere til at give sig i værk med projektet. Kunstnerne er nemlig selv vokset op med de legendariske kunstdåser i hjemmet.

- Det er helt fint at lave et lille kunstværk, som folk kan tage med hjem og bruge i dagligdagen, uden at skulle betale en formue for det, siger Michael Elmgreen fra kunstnerduoen Elmgreen & Dragset og pointerer, at Arnoldis kunstdåse var hans første og eneste møde med samtidskunsten i barndommen. Skulle man finde på at spørge Tal R, hvorfor han har valgt at give sig i værk med projektet, er svaret:

- Dåsen er det, din mor under dig, når hun ikke ved det – man siger ikke nej til barndommens dåse i skabet!

Irma fik i forbindelse med udvælgelsen samt kontakten til kunstnerne hjælp fra IN SITU (www.insitu.dk), der er specialiseret i formidling af samtidskunst.

 

Kirstine Roepstorff: Fokuserede kvinder, der kan ramme plet

Kunstdåse nr. 28. For Kirstine Roepstorff er det Irma-pigen, der har været i fokus. Men en noget anden udgave end den kendte og elskede lille pige med de gyldne krøller. Her er tale om sand kvinde-power, når 1920’ernes ’Lady Wrapped Sensibly against Cold’ smyger sig om dåsens runde former, imens de skyder til måls med bue og pil. Og når Kirstine Roepstorff spørger: ’Er der noget mere sexet, powerfuldt og befriende end fokuserede kvinder, der kan ramme plet?”, må svaret entydigt være: Næppe.

Kirstine Roepstorff (f. 1972) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2001 og bor og arbejder i Berlin. Hun er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Saatchi Collection, London og Museum of Modern Art, New York.

Elmgreen & Dragset: Krukker og Irma-dåser

Kunstdåse nr. 29. Elmgreen & Dragsets udspil bygger på ordspil. Som altid leger de med betydninger, der ændrer sig i forhold til konteksten, og denne gang er det begrebet dåse, der står for skud. For er det egentlig en dåse? – eller er det en krukke? Og hvilke andre betydninger kan man lægge i de begreber? Masser, naturligvis, men selve den grafiske udformning er helt enkel og i tråd med det kunstneriske univers, som er så typisk for duoen.

Kunstnerparret Michael Elmgreen (f. 1961) og Ingar Dragset (f. 1969) er bosat i Berlin og er bl.a. repræsenteret på Louisiana, Statens Museum for Kunst, Arken, Hamburger Bahnhof Museum für Gegenwart i Berlin, Centre Georges Pompidou i Paris og Moderna Museet i Stockholm.

Julie Nord: Den hjemlige idyl og skeletter i skabet

Kunstdåse nr. 30. Julie Nord præsenterer os for et sandt overflødighedshorn holdt i Irma-blåt, kun med en rødkælk til at bryde det blå univers. Den blå farve i mønsteret er inspireret af Irmas blå, af musselmalet porcelæn og hollandske kakler, og set på afstand ligner det en sød gammel kaffedåse, man kunne have fundet hos den lokale marskandiser. På tættere hold bliver det velkendte og nostalgiske dog forvrænget, og detaljerne på den søde kaffedåse forvandler sig til absurde motiver og psykedeliske former, der vrider sig mellem hinanden. Rødkælken sidder på hovedet oven over landskabet, hvor bindingsværksidyllen er udskiftet med danske parcelhuse med associationer til småborgerlighed og skeletter i skabet. Det er blot at fordybe sig i dåsens dekoration, og så får fantasien vinger.

Julie Nord (f. 1970) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi med afgang i 2001. Hun er bl.a. repræsenteret i samlingen på Statens Museum for Kunst, ARoS, Arken og 21C Museum, Kentucky, USA.

 

Tal R: En eftermiddag i et glemt regiment

Kunstdåse nr. 31. Tal R har begravet sig i barndommens yndlingsleg og beskrevet et dramatisk sceneri, hvor indianerne er under hårdt angreb fra soldaternes kanoner. Vi befinder os en sen eftermiddag i et glemt regiment, hvor soldaterne blunder mellem krudt og kanoner. En pause, som kan bruges til dagdrømmeri om sejr og ære, og en pause, hvor små børnefingre kan søge efter kager. Begge dele finder man i dåsen, som er alt det, din mor under dig, når hun ikke ved det.

Tal R (f.1967 i Israel) er opvokset i København, hvor han også bor og arbejder i dag. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2000 og er repræsenteret i samlinger over hele verden – herhjemme bl.a. på museerne Arken, ARoS og Louisiana.

John Kørner: Cyklist i sol og blæst

Kunstdåse nr. 32. John Kørners valg faldt på noget typisk dansk. Cyklister, der strider sig frem i regn og rusk. Et umiskendeligt dansk motiv, hvor racercykler side om side med Christiania-cyklister kæmper sig vej gennem det utilregnelige danske vejr, og indgår som en del af cykelstiens gennemblødte fællesskab.

John Kørner (f.1967 i Aarhus) er kendt for sit farverige og umiddelbare kunstneriske univers. I 2011 blev han valgt som Irmas huskunstner i forbindelse med Irmas 125-års fødselsdag og har udover kunstdåsen også dekoreret en genbrugstaske og to kopper.

Randi og Katrine: 

Kunstdåse nr. 33. Kunstnerduoen Randi & Katrines kunstdåse er en rejse gennem deres kunstneriske univers. Et univers, der bl.a. er befolket af dyr, kloner mellem bygninger og mennesker og andre hverdagselementer.

John Kørner (f.1967 i Aarhus) er kendt for sit farverige og umiddelbare kunstneriske univers. I 2011 blev han valgt som Irmas huskunstner i forbindelse med Irmas 125-års fødselsdag og har udover kunstdåsen også dekoreret en genbrugstaske og to kopper.

Vær opmærksom på, at det ikke længere er muligt at købe disse dåser i Irma.