Opskrift af Marie-Louise Risgaard fra Skærtoft Mølle. Opskriften rækker til ca. 80 småkager.Tag smørret direkte fra køleskabet. Skær det i tern, læg det i en skål og hæld sukkeret hen over. Lad det stå i 10 min. Bland så mel og hjortetaksalt og smuldr smørret ud i sukker-mel-blandingen. Tilsæt æg og bland forsigtigt til dejen er ensartet og silkeblød. Hvis dejen er blevet meget varm af dine hænder, kan du med fordel sætte dejen på køl i 15-20 min.Drys lidt mel på bordet, del evt. dejen i to hvis du ikke har meget plads på dit køkkenbord, og rul så dejen ud til max. 2 mm tykkelse. Sørg for at dejen ikke hænger fast i bordet, og at du også har lidt mel på kagerullen. Stik runde småkager (5 cm i diameter) ud af dejen. Placer småkagerne på bageplader beklædt med bagepapir (20 stk pr. plade) og pensl dem med pisket æg. Bland 5 spsk rørsukker, 2 spsk finthakkede hasselnødder og 1 spsk kanel i et syltetøjsglas, og læg lidt af blandingen på midten af hver penslet småkage. Der vil være lidt tilovers til næste gang. Småkagerne bages i 10 min. ved 180 grader varmluft, så kan du bage to plader ad gangen. Så er de lysebrune og sprøde når de er færdige. Det kan være du skal skrue op på 190 grader eller måske afkorte bagetiden. Det afhænger af hvordan din ovn bager! Kig til småkagerne efter 8 min og se ”hvordan de har det”. Afkøl småkagerne helt, og læg dem i lufttætte dåser. (Note: hvis småkagerne bages i november holder de nok ikke helt til jul!) God fornøjelse!